Valencia-impressioner

19-38-05-valencia-1

Troels Grum-Schwensen Arkitekt MAA, der blandt andet er kendt for markante designs for Randers+Radius – har skrevet hjem fra sit besøg på møbelmessen i Valencia, der afholdes i disse dage:

Spanien er landet med skarp sol, store kontraster og stærke krydderier.

Når man ankommer til møbelmessen i Valencia, virker der roligt og overskueligt. Anderledes end de hektiske messer i Milano og Tyskland.

Udover at det er en meget mindre messe, skyldes det i høj grad hallerne med deres gigantiske gitterkonstruktioner og store frie spænd, der, sammen med en anseelig loftshøjde, sikrer en rummelig følelse.

Layoutet med de brede, generøse gange understøtter velværen. Spanien er naturligvis påvirket af de internationale tendenser og trends som, også her, udtrykker sig i megen ligegyldighed og mainstream.

Alligevel er her stadig en god portion lokal egenart tilbage.

Specielt nogle af Valencia-områdets mindre træmøbelproducenter holder fanen højt med kvalitet og designs, der emmer af stærkt krydderi, sanselighed, god Rioja og lyden af piskesmæld.

Valencia er et besøg værd.

19-38-05-valencia-2